Ofte stillede spørgsmål

Her på siden kan du få svar på nogle af de spørgsmål, vores rådgivere ofte bliver stillet.
Er du stadig i tvivl om vores tilbud er det rette for dig, er du velkommen til at kontakte os for en nærmere og uforpligtende afklaring.

 

Hvem er tilbuddet til?

Tilbuddet er til børnefamilier, hvor alkohol er begyndt at fylde for meget. Vi er et tilbud til både børn og voksne. Alle kan henvende sig. Man behøver ikke tage hele sin familie med.

Gå til top ↑

Hvad sker der, når jeg ringer op?

Når du ringer, får du fat på en medarbejder fra Familie og Alkohol – eller en medarbejder, der sætter dig i kontakt med Familie og Alkohol. Det er muligt at få en uforpligtigende snak om det, der bekymrer dig. Hvis du er interesseret, kan du med det samme aftale en tid hos en rådgiver. Ofte kan du få en tid indenfor 5 hverdage. Seneste indenfor 14 dage.

Gå til top ↑

Hvem taler jeg med, når jeg kontakter jer?

Når du kontakter os, får du fat på en medarbejder fra Familie og Alkohol – eller en medarbejder, der sætter dig i kontakt med Familie og Alkohol. Medarbejderne i Familie og Alkohol har forskellig uddannelse og bred erfaring med samtaler med både børn og voksne, som gør, at de kan hjælpe hele din familie.

Gå til top ↑

Bliver der lavet en underretning, når jeg kontakter Familie og Alkohol?

Nej, der bliver ikke lavet en underretning, når du kontakter Familie og Alkohol. Det kan være, at du under dit forløb finder ud af, at der er behov for mere støtte eller hjælp, fx til dine børn. Så hjælper vi med at tage kontakt til relevante samarbejdspartnere i kommunen, det kan godt ske via en aftale med dig om, at vi laver en underretning. Vi har skærpet underretningspligt.

Gå til top ↑

Er der offentlig registrering af familier i Familie og Alkohol?

Nej, det er der ikke. Din familie vil blive registreret i vores system, men det er kun den eller de rådgivere, som er ansat i Familie og Alkohol, og som har med din familie at gøre, der ved, at du deltager og har adgang til systemet.

Gå til top ↑

Kan jeg være anonym, hvis jeg kontakter jer?

Ja. Du kan altid helt anonymt henvende dig og få rådgivning. Du behøver ikke oplyse, hvem du er.

Gå til top ↑

Kan jeg være anonym, hvis jeg starter i Familie og Alkohol?

Ja, det kan du godt. Vi vil blot gerne kende dit fornavn (som gerne må være opdigtet, hvis du ønsker det) og din fødselsdag og årstallet, du er født.

Gå til top ↑

Risikerer mine børn at blive fjernet, hvis jeg starter i Familie og Alkohol?

Man fjerner ikke bare børn, og børn bliver ikke fjernet, fordi alkohol fylder for meget i en periode. Der skal mange andre ting til samtidig, hvis børn skal fjernes fra hjemmet. Kommunen vil hellere igangsætte hjælp til familien, fx i form af kontaktperson eller støtte i hjemmet. Det, at man søger hjælp til et alkoholproblem, vil altid være en god idé, da det over år kan udvikle sig, så man ikke længere er den udgave af sig selv, man ønsker at være.

Gå til top ↑

Hvordan ved jeg, om jeg har et alkoholproblem?

Hvis du befinder dig på denne side og undersøger netop det spørgsmål, vil det være en god idé at kontakte os, din egen læge, en anden alkoholrådgivning eller lignende og få talt om de tanker, du har. Du har måske ikke et alkoholproblem, men måske et overforbrug eller alkohol er blevet en uhensigtsmæssig del af dit liv? Du kan også stille dig selv nedenstående spørgsmål:

Er der nogen i din nærmeste omgangskreds, der har ytret bekymring i forhold til dine alkoholvaner?

Er du selv bekymret for dine alkoholvaner?

Er alkoholindtag noget du skjuler, fx lader en øl stå fremme, mens du drikker andre i smug eller bortskaffer flasker og dåser for at undgå konflikter?

Gå til top ↑

Hvordan foregår et forløb i Familie og Alkohol?

Vi tilbyder samtaleforløb til alle i familien – både børn og voksne, da det påvirker alle i en familie, når alkohol fylder for meget. Typiske samtaleemner kan være: Tillid, kommunikation i familien, håndtering af trang, viden om hvad alkohol gør ved alle i en familie, ”passe på sig selv”, konflikter, håndtering af ubehagelige følelser mv.

Vi tilbyder også NADA, som er øreakupunktur, der hjælper på fx stress, trang, uro, dårlig søvn, tankemylder mv.

Vi hjælper også med kontakt til evt. læge, hvis der er behov for medicinsk behandling.

Gå til top ↑

Hvor foregår samtalerne?

Samtalerne foregår i familievenlige lokaler hos Familie og Alkohol. Men vi kører også ud og kan fx mødes hjemme hos jer eller på en gåtur.

Gå til top ↑

Kan jeg passe mit arbejde mens jeg går i forløb i Familie og Alkohol?

Ja, det kan du godt. Vi forsøger at tilrettelægge samtalerne, så man kan passe sit job, og vi har mulighed for at tilbyde samtaler sidst på eftermiddagen. Ved et længere samtaleforløb kan det selvfølgelig være nødvendigt, ind i mellem at være lidt fleksibel i forhold til tider, f.eks. tage en time tidligere fri eller lignende.

Gå til top ↑

Koster det noget at komme i forløb i Familie og Alkohol?

Nej, du og din familie kan gratis komme i forløb hos Familie og Alkohol.

Det er også gratis at komme i ambulant alkoholbehandling i alle landets kommuner.

Gå til top ↑

Jeg synes, far eller mor drikker for meget. Kan jeg kontakte jer?

Ja, det kan du. Du er altid velkommen til at kontakte os og få en samtale. Hvis vi skal tale sammen flere gange, skal din mor og far give lov til, at vi taler sammen.

Det er en rigtig god ide at tale med nogen, hvis din mor eller far drikker for meget. Der er mange børn og unge, som oplever noget lignende det, du oplever. Hos Familie og Alkohol kan du tale med en om, hvordan du har det, og hvad du oplever.

Børn og unge fortæller ofte, at det bliver meget ensomt, når man ikke synes, man kan tale med nogen om, hvad man oplever. Flere kommer endda til at føle sig forkerte eller føler, at det er deres skyld. Det er aldrig et barns skyld, når der bliver drukket for meget derhjemme.

Gå til top ↑

Jeg synes, min samlever drikker for meget. Kan jeg kontakte jer?

Ja, det kan du. Du kan både få råd og vejledning i, hvordan du kan forholde dig og du kan sagtens starte et samtaleforløb, selvom din samlever ikke ønsker at deltage. Det er rigtig godt at få talt med nogen om, hvad du oplever, og hvordan du har det, da det er svært at være pårørende til en, der drikker for meget.

Gå til top ↑

Virker det at gå i forløb i Familie og Alkohol

Ja, det virker. At få en bedre viden omkring alle de mekanismer, der sker, når alkohol bliver en uhensigtsmæssig del af ens liv, at få talt om, hvad man går og tænker på, hvilke følelser der dominerer ens hverdag mv. - det hjælper!

I børneperspektiv: Det hjælper børn og unge at få sat ord på, hvad det er, de oplever og mærker. At få brudt tavsheden og finde ud af, at man ikke er den eneste, og at man ikke er forkert. Det hjælper, når de voksne tager ansvar, og man som barn og ung får mulighed for at tale om de følelser og tanker, man går rundt med. Nogle gange glemmer voksne at være de voksne og de overser, hvordan det påvirker børn, når voksne drikker for meget.

I pårørendeperspektiv: Det hjælper at få talt om det, man oplever, om det der er vigtigt for én og at få flyttet noget af fokus tilbage på sig selv. Nogle beskriver, at de, uden at vide det, har mistet fokus på sig selv og hvad der er vigtigt for dem. Det at få talt om, hvordan alkohol påvirker hele familien og at blive bevidst om hvilke roller, man påtager sig, mens alkohol er en del af familien, giver også mulighed for at få brudt med uhensigtsmæssige mønstre.

I den drikkendes perspektiv: Det hjælper at få talt, om de tanker og følelser, du har. At få viden om alkohol, og hvad den gør for dig og ved dig, at få redskaber til bedre at håndtere trang og nedsætte eller helt stoppe brug af alkohol – det hjælper. Det hjælper at finde nye strategier til at håndtere svære situationer og at blive bevidst om, hvad alkohol gør ved dine omgivelser. Du kan finde tilbage til, hvad der er vigtigt for dig og hvilke værdier og styrker du har, som du måske ikke har sat i første række i nogen tid.

Gå til top ↑

Hvor lang tid går der fra, at jeg ringer, til at forløbet starter?

Man vil for det meste kunne starte et forløb op inden for en uge og altid inden for 14 dage.

Gå til top ↑

Hvor lang tid varer forløbet?

Det er meget individuelt, så det er svært at give et klart svar på. Vi tilrettelægger altid forløbet ud fra dit og din families behov.

Gå til top ↑

Skal hele min familie deltage i forløbet?

Det behøver de ikke. Nogle gange er det ikke alle, der ønsker at deltage, og det er helt ok. Nogle gange kommer flere familiemedlemmer først med undervejs i et forløb. Det kan både handle om, at du eller de skal være klar.

Gå til top ↑

Skal min familie vide, at jeg er startet i forløb hos Familie og Alkohol?

Det bestemmer du selv, hvis du er voksen. Men det er altid godt, at ens familie ved det, da familien så kan støtte dig. Hvis man er under 18 år, skal ens forældre give samtykke til, at man må komme til samtaler.

Gå til top ↑

Skal jeg have hjemmeboende børn for at få hjælp fra jer?

Nej, det behøver du ikke, men du skal have børn under 18 år. Man kan også henvende sig, hvis man har børn i pleje, der delvist vokser op i en familie, hvor alkohol fylder, eller hvis ens børn pt. ikke bor hjemme. Hvis du ikke har børn under 18 år, kan du komme i ambulant alkoholbehandling i de kommunale rusmiddelcentre. Det er også gratis.

Gå til top ↑

Hvad hvis min partner ikke ønsker at stoppe med at drikke eller ikke kan se han/hun drikker for meget?

Det er ikke altid, man selv kan se, at alkohol fylder for meget. Ofte er det ens pårørende, som påtaler det. Det at erkende, at man har et problem med alkohol og gøre noget ved det, er en proces, som nogle gange tager tid. Uanset om din partner kan se, der er et problem eller ej, er det vigtigt, at du får nogen at tale med om det, du oplever. Vi oplever jævnligt, at pårørende starter et samtaleforløb op, og den der drikker for meget, undervejs også gerne vil med til en samtale, måske i første omgang for at høre, hvad det er for et tilbud.

Gå til top ↑

Hvis ikke min partner ønsker at deltage, kan det så hjælpe, at jeg og evt. vores børn deltager?

Ja, det kan hjælpe. Når alkohol fylder og har gjort det over en længere periode, begynder man ofte at tvivle på, om det man ser, oplever og føler er det rigtige. Mange får følelsen af at miste kontakten lidt til sig selv og tvivler på sig selv og egen dømmekraft. Det er vigtigt at få viden om, hvad alkohol gør ved en familie, når den fylder, samt blive bedre til at passe på sig selv i den situation, man er i. Endvidere vil du og dine børn både få et pusterum, hvor I kan tale frit om, hvordan I har det og oplever situationen, samt få nye idéer til, hvordan og hvad I kan handle på.

Gå til top ↑

Skal jeg kontakte min egen læge for at kunne starte i forløbet?

Nej, alle kan henvende sig direkte. Du behøver ikke kontakte læge eller andre inden, du kontakter os.

Gå til top ↑